KLUBBENS HISTORIE:

 
Nykøbing Falster Modeljernbaneklub blev stiftet den 26. november 1996 på et møde i det daværende lokale, der lå ud mod perron 1 på Nykøbing F. station.
 
Derfra stammer navnet på vores medlemsblad – ”PERRON 1”.
 
Mødet var indkaldt af nogle modeljernbaneinteresserede, bl.a. klubbens første formand Hans-Otto, der mente, at vi også skulle have en model-jernbaneklub på Lolland-Falster.
 
Snart gik jagten i gang med at skaffe klubben et lokale, så der kunne bygges et modelbaneanlæg. Det var ikke let, så vi mødtes en gang om ugen i form-ningslokalet på Lindeskovskolen.
 
Her var der mulighed for at få en god snak om jernbaner og de medbragte modeller, men et anlæg kunne der af gode grunde ikke etableres, så derfor blev der snart drøftet muligheden for at opbygge et modulanlæg, så der kunne køres med de medbragte modeller og laves landskab osv.
 
Problemet var blot, hvor pladerne skulle være? Der var ikke plads på skolen, så imens blev der ledt efter permanente lokaler.
 
Hen på forsommeren 1997 lykkedes det. Klubben fik mulighed for at leje lokaler i en gammel fabriksbygning i baggården til Langgade 27.
 
Hvad der blev brugt af tid og kræfter på at sætte de faldefærdige lokaler istand kan der skrives tykke bøger om. Hans-Otto skriver i Perron 1, nr. 1 fra 15.07.1997 (som han også var redaktør af sammen med Birger) bl.a. : ”Lidt malurt er der dog ved vore nye lokaler: det ligger endnu ikke fast, hvornår der iværksættes byfornyelse og i hvilket omfang dette vil inddrage vore lokaler.”
 
Selvom det så ud til, at det måske var et tidsbegrænset lejemål vi havde indgået, blev der knoklet løs. Vi kan godt, når vi vil!! I nr. 2 fra 15.10.1997 skriver Hans-Otto bl.a. ”at det er glædeligt at se den aktivitet og arbejdsindsats mange af medlemmerne har præsteret ved istandsættelsen af vore nye lokaler.
 
Da vi overtog lokalerne, lignede de mest af alt resultatet af et terrorangreb.
Dette er dog ved ihærdig indsats ændret til nogle dejlige lyse ”stuer” med præg af entusiasme, og vi glæder os nu til at komme i gang med at bygge et anlæg op, som forhåbentlig vil kunne give os alle nogle fornøjelige stunder.” I samme nummer er der på midtersiden et forslag til anlæg, udarbejdet af tidligere medlem Jørn.
 
Allerede d. 1. nov. 1997 kunne vi holde åbent hus. Klubben havde selvfølgelig endnu ikke noget anlæg, men Jørn stillede sit fine ”hjemmeanlæg” til rådighed, så det blev flyttet  og anbragt i det store lokale på første sal.
 
Her var også et primitivt Märklin-anlæg med blikskinner på et par spånplader, kreeret af den gl. redacteur, for at de børn, der kom på besøg, kunne få mulighed for at køre tog.
 
Der var også udstillet materiel, så der var da noget at se på for de ca. 50 besøgende. Ganske godt gået – det var måske her grunden blev lagt til senere åbent hus succeser?
 
Da det blev vinter, så blev der koldt, rigtig koldt – men vi fortsatte ufortrødent.
 
Den 18. dec. 1997 holdt vi juleafslutning. Birger skriver bl.a. i nr. 3, ”at hvis julemanden kom forbi, så havde vi 2 store ønsker: nemlig et par radiatorer og nogle skinner. Han kom nu ikke, men et par sildemadder og lidt de kunne svømme i gav os varmen.
 
Der blev foretaget en spontan indsamling blandt de tilstedeværende. Dette beløb blev ”øremærket” til sporindkøb, et godt initiativ startet af Børge. Vi fik kaffe til ”D’Angleterre-priser” og den nåede at blive serveret uden is på top-pen.” Også fra kassereren er der et indlæg. Han skriver bl.a., at han ”kan berolige med at sige, at klubbens økonomiske tilstand efter omstændighederne er fornuftig. Vi må dog erkende, at det i stort omfang skyldes det overordentligt store tilskud vi har modtaget fra Nykøbing F. kommunes Folkeoplysningssekretariat, som vi ikke ville kunne have undværet. Dette tilskud skal naturligvis ses på baggrund af, at nogle af klubbens medlemmer har gjort en virkelig stor og uegennyttig indsats dels for at skaffe klublokale og dels istandsættelse af disse, hvilket vi alle i klubbens bestyrelse er meget glade og taknemmelige for.”
 
Det er for resten også i nr. 3, at Hans-Otto omtaler ”et tilbud fra OM-Music om at deltage med et udstillingsanlæg i noget julehalløjsa ved Teaterhotellet i ca. 10 dage i dec. 98. Det skulle kunne indbringe klubben ca. 10.000 gode danske kroner.
 
Nærmere herom senere.” I nr. 4, 01.04.1998 nævner formanden, at ”efter en efter nogles mening alt for død periode ser det nu ud til, at der atter er ved at komme gang i byggeriet på anlægget.” Det var der flere grunde til – det er svært at bygge modelbane iført polarudstyr, men nu var det heldigvis blevet varmere og samtidig var de manglende materialer dukket op.
 
Hans-Otto skriver endvidere, at ”en ny og stor opgave venter og det drejer sig her om julen 1998, hvor vi i enighed har givet tilsagn om en udstilling i Teaterhotellets foyer, og det forventes at alle giver en hånd med at få udstillingsanlæggene gjort klar.
 
Nu vil mange sige, at der er lang tid til jul, så det når vi nok. Den går bare ikke, det er nu det gælder om at få gang i arbejdet, så vi ikke skal stå med håret i postkassen, når man finder ud af at tiden er gået.” Vi nåede det – men det krævede en ekstra indsats op til dead-line.
 
Den 16. februar havde vi besøg af det nystartede TV Nykøbing. Desværre havde vi ikke et færdigbygget anlæg at vise frem, men der blev aftalt et nyt besøg på et senere tidspunkt, når vi havde noget mere at vise.
 
Nr. 5, 01.07.1998, var de nye redaktørers (Lene og Ole ) første blad; Lene var, så vidt jeg husker, vort første juniormedlem.
 
Vi havde ikke kun fået nye redaktører; efter en ekstraordinær generalforsamling var Kurt blevet fungerende formand. Både han og Ole opfordrede os til ikke at glemme, at vi havde sagt ja til juleudstillingen – der som nævnt kunne indbringe klubben en pæn skilling.
 
Den 15. juni holdt vi sæsonafslutning, som endte med, at vi gik ovenpå og kørte med tog. Vi var nogle stykker, der havde arbejdet intenst med at få bygget så meget anlæg, at vi kunne køre inden sommerferien, og det lykkedes.
 
De fleste skinner – vi havde Märklin K-skinner – lå direkte på spån-pladerne, der skulle danne grundlaget for anlægget. Der var lavet broer, dæmninger, over- og underføringer – men landskab var ikke eksisterende.
 
I næste nr. kan man så læse en nedslående meddelelse: ”Hjemløs!!!! Som de fleste nok har erfaret er vort lejemål i Langgade blevet sagt op (ikke fra vor side). Det skyldes vist nok, at kommunen har planer om at rive bygningerne ned og etablere gennemgang mellem Kirkestræde og Hollands gård. Det til trods for, at de gav os ca.10.000 kr. til istandsættelse af lokalerne sidste år!!” ”Bestyrelsen arbejder med nogle mulige emner, men intet er overhovedet endeligt, så hvis du har en god idé, hører om mulige lokaler, alt sammen til en rimelig leje, så giv endelig besked. Det er faktisk en opfordring til alle.Vi ved jo, hvor hurtigt 1 år går.”
 
Det var godt nok nedslående læsning – men vi her i klubben er ikke sådan at hyle ud!! – og så havde vi jo også juleudstillingen fra 17. dec. til og med den 22. dec. 98, så ikke noget med foldede hænder og opgivende miner!!
 
Juleudstillingen i Teaterfoyen blev en virkelig succes. Vi deltog med 5 anlæg. Det store udstillingsanlæg (jævnstrøm) som Birger var primus motor for, Jørn flotte Märklin-anlæg, Ole`s lille ”automatiske” snelandskab, Jørgen O. M-skinneanlæg, som var blevet bygget i klubben, og hvor de gamle toakslede metalvogne på ægte Märklinmaner raslede roligt afsted, og ikke at forglemme Børges N-anlæg, der var under opbygning, så man kunne se mange fine og spændende detaljer.
 
Jeg kan huske, at der opstod diskussion om, hvorvidt det store udstillingsanlæg ville være istand til at komme ud gennem dørene, men Birger hævdede hårdnakket, at det kunne det – det var der taget højde for, og det lykkedes selvfølgelig også – der var nu ikke mange millimeter at give af.
 
Udstillingen blev festligt åbnet af daværende områdechef Bendtsen (DSB), der efter en tale med afgangsstokken sendte det første tog afsted.
 
 Jo, det blev en succes, i mere end en forstand, for så vidt jeg husker, var det, da vi klagede vor nød til Bendtsen, at vi blev henvist til Bygningstjenesten, og for at gøre en lang historie kort endte det med, at vi kunne leje de lokaler, hvor vi altså nu kan være indtil 1. dec. 05.
 
Kurt modtog den reviderede udgave af lejekontrakten d. 8. juni. 99. Vi fik lov til at tage lokalerne i brug fra 1. juli, altså før lejemålet egentlig trådte i kraft.
 
Der skulle ikke laves så meget, før vi kunne disponere over nogle meget fine lokaler – der skulle noget mere lys og væggene friskes op med en gang maling – bagateller i forhold til, hvad der var blevet lavet i Langgade.
 
Og så var det ellers bare med at komme i gang med at få ryddet grundigt op, kasseret alle de overflødige ting, vi havde fået samlet, og få flyttet de ting, vi skulle bruge til opbygningen af et nyt anlæg i det store lokale. Et minus var der dog – der var ikke opvarmning i kælderlokalerne, men der kunne umuligt blive så koldt om vinteren som i Langgade. Og så kunne vi også slippe for den mærkelige ”mugne” lugt, der var i tøjet, når man havde været der.
 
Vi kom hurtigt i gang på vores nye adresse. Der gik ikke lang tid, før der var monteret spånplader på ”stellene”, vi havde lavet af gamle skoleborde, der havde fået forlænget benene, så højden på anlægget blev ca. 120 cm.
 
Der blev udarbejdet forslag til anlæg (Jørn) – i det store og hele som vi kender det i dag; der er selvfølgelig foretaget visse korrektioner undervejs.
 
Vi kunne heldigvis genbruge K-skinnerne og ballast; der måtte selvfølgelig suppleres op, efterhånden som arbejdet skred frem. Der blev ikke kun arbejdet på de to ugentlige klubaftner; jeg ved, at Birger og Jørn har tilbragt mange timer på Godsbanevej uden for normal åbningstid med at lægge spor, bygge landskab og lave de nødvendige elektriske installationer. Jeg kan huske en sommer, hvor der også blev arbejdet i ferien.
 
Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at vi er nogle stykker, der også godt kan lide at køre, så John og jeg arbejdede løs med det for øje, at der skulle kunne køres på privatbanen, inden vi holdt sæsonafslutning – og det lykkedes, selvom det var noget primitivt.
 
Nuvel, det viser blot, at når vi sætter os et mål, så er vi heller ikke bange for at tage fat. En vigtig del af ”klublivet” er også de mange hyggelige timer i mødelokalet, hvor snakken går livligt og modeller vises frem og diskuteres og erfaringer udveksles.
 
Vi prioriterer også det sociale højt. Da vi holdt generalforsamling i 2001, var der blandt de indkomne forslag et gående ud på, at der blev etableret et jævnstrømsanlæg i nabolokalet, hvor udstillingsanlægget stod sammen med en hel del materialer af forskellig art.
 
Ønsket blev velvilligt modtaget af forsamlingen, som vedtog forslaget samt ”bevilligede en startkapital”. Og så kunne der efter oprydning og ophugning af udstillingsanlægget begyndes på opbygningen af det, som vi i dag kender som jævnstrømsanlægget.
 
Også her er der blevet brugt mange timer uden for normal åbningstid af de flittige jævnstrømsfolk.
 
De to anlæg står i forbindelse med hinanden ved hjælp af en færgeforbindelse, så der kan udveksles vogne – noget der allerede var taget højde for fra starten.
 
Da vi holdt åbent hus i 2002, var færgen bestemt noget, der vakte berettiget opsigt.
 
Landskab var der ikke meget af dengang; det har ændret sig siden – der mangler efterhånden ikke meget.
 
Jævnstrømsanlægget er i dag helt digitaliseret. Vekselstrømsanlægget har også ændret udseende gennem årene; her er der også gennem tiden kommet mere og mere landskab, og digitaliseringen, som blev vedtaget for begge anlæg på sidste generalforsamling, skrider godt fremad; så det kom som noget af et chok, da vi modtog meddelelsen om, at vi skulle flytte fra bygningen.
 
Godt nok havde der stået noget i Folketidende d. 25. nov. 04 om planer for udnyttelse af godsområdet, men at det skulle få betydning for os, havde vi ikke regnet med.
 
DSB Gods, eller Railion, som det nu hedder, er ikke mere, hvad det har været, og for at skaffe penge sælges der ud. Vi er ikke den eneste klub, der er blevet ramt. I København må Dansk Modeljernbane Klub forlade Godsbanegården, hvor de har holdt til i snart mange år og fået opbygget et stort anlæg, der strækker sig over flere lokaler.
 
Men de har heller ikke tænkt sig at sidde med hænderne i skødet; de er på jagt efter andre lokaler, og det skal nok også lykkes for dem at finde noget – man skal for alt i verden ikke give op.
 
Det samme gælder for os. Hvis vi bare alle har antennerne ude og prøve at udnytte de muligheder/forbindelser vi har, så dukker der også noget op til os.
 
I skrivende stund har vi tilsagn om et lokale, der godt nok ikke kan tilbyde os de muligheder, vi har i øjeblikket, men så har vi i det mindste et sted, hvor vi kan have vore ting og mødes – og så er der jo et stykke tid til 1. dec. – der kan ske så meget inden da. Det er jo ikke første gang vi flytter; er der ikke noget der hedder: Alle gode gange tre.
 
 Lad os for alt i verden bevare optimismen!
Den gl. redacteur.
 
 
 
Alle gode gange tre samt lad os bevare optimismen blev der sagt, og det var lige hvad vi gjorde.
De gamle lokaler blev forladt som aftalt med DSB.
 
Ved henvendelse til en god ven på Folketidende om at få en notits i avisen om at vi manglede lokaler, betød at fik vi en opringning fra vognmand John`s Mini-busser, han vidste at der stod nogle tomme lokaler på en første sal ledig.
 
Efter en  besigtigelse var der enighed om at lokalerne var dem vi skulle bruge.
 
Flytningen blev en sej omgang, men heldigvis var der god opbakning og mange medlemmer deltog.
Kurt Sørensen stillede sin lastbil til rådighed og efter flere dages flytning var vi klar til at starte på ny.
 
Efter montering af toilet,håndvask og en varmtvandsbeholder samt rengøring var lokalerne klar til brug. 
 
Resten af efteråret 2005 gik med dialog/planlægning af det kommende anlæg.
 
Efter en meget livlig debat blev der mandag d.5.12.2005 på medlemsmødet stemt om følgende:
 
A: Modelbane 2 anlæg, jævnstrøm og vekselstrøm: 17 for/ 1 imod.
 
B: Dobbeltspor og hvis muligt med lokalbane(enkeltspor): 14 for/ 0 imod.
 
C: Punkt til punkt med mulighed for skjult vendesløjfe: 18 for/ 0 imod.
 
D: Epoke 3-4 landskab og bygninger begge anlæg: 18 for/ 0 imod.
 
E: Kørsel: Lokofører og stationsbetjening: 18 for / 0 imod 
 
Kurt Munk